Hvem er Guds sendebud, Muhammed (s) ?

I forbindelse med profeten Muhammed (s) skal man holde sig for øje, at der er tale om den største personlighed i historien. Dette er ikke nogen grundløs påstand; for den, der læser hans livshistorie og lærer om hans moral og egenskaber, og ser bort fra alle sine religiøse fordomme, vil helt bestemt drage den konklusion. Der er også nogle retfærdige ikke-muslimer, der er nået frem til det.

  • Hans slægt
  • Fødested og barndom
  • Beskrivelse af profeten (s)
  • Hans slægt:

    Han er Abu-Al-Qasim (far til Al-Qasim) Muhammed, søn af Abdullah, søn af Abdul-Muttaleb. Hans slægt går tilbage til Adnan, søn af Ismael [Guds profet, søn af Abraham, den, som Gud udvalgte som sin kære] fred være med dem. Hans more er Aminah, datter af Wahab.

    Profeten (s) sagde: ‘Sandelig, Gud valgte Kinanah-stammen frem for andre stammer af Ismaels børn; Han valgte Quraish-stammen ud af Kananah-stammen; Han valgte Banu Hashim ud af Quraish-stammen; og Han valgte mig ud af Banu Hashim.' (Muslim #2276)

    Således er profeten (s) ud af den ædleste slægt på jorden. Hans fjender bevidnede denne kendsgerning; Abu Sufyan, som var profetens ærkefjende, før han blev muslim, bevidnede dette over for Heraclius, Roms hersker.

    Abdullah b. Ab'bas, som Gud har kær, berettede, at Guds sendebud (s) skrev til Kejseren og opfordrede ham til at konvertere til islam og sendte ham et brev med Dihya Al-Kalbi, som overbragte det til statholderen i Busra, som sendte det videre til Kejseren.

    Som tegn på sin taknemmelighed mod Gud var Kejseren gået fra Hims til Ilya (dvs. Jerusalem), efter at Gud havde skænket ham sejren over den persiske hær. Så da brevet fra Guds sendebud nåede frem til Kejseren, sagde han efter at have læst dette, "Få fat på en af hans folk, (arabere af Quraish-stammen) hvis der er nogen til stede, så jeg kan høre om Guds sendebud!" På det tidspunkt var Abu Sufyan bin Harb i Sham (Levanten) sammen med nogle mænd fra Quraish-stammen, som var kommet (til Sham) som købmænd under den våbenhvile, der var indgået mellem Guds sendebud og de vantro i Quraish. Abu Sufyan sagde,

    ‘Vi mødte Kejserens sendebud et sted i Sham, og han tog mig og mine venner med til Ilya og han førte os ind til Kejseren, mens han sad med sit kejserlige hof med krone på hovedet og omgivet af de højeste byzantinske embedsmænd. Han sagde til sin tolk: "Spørg dem, hvem iblandt dem der er en nær slægtning til den mand, der hævder at være profet."’

    Abu Sufyan sagde:

    "Jeg er hans nærmeste slægtning." Han spurgte, "Hvordan er du beslægtet med ham?" Jeg svarede, "Han er min fætter," og der var ingen andre fra Bani Abd Manaf i karavanen bortset fra mig. Kejseren sagde, "Lad ham træde nærmere." Så gav han ordre til, at mine venner stillede sig bag mig ved min skulder og sagde til sin tolk, "Sig til hans venner, at jeg vil spørge ham ud om den mand, der hævder at være profet. Hvis han lyver, skal de straks modsige ham."

    Abu Sufyan sagde,

    Ved Gud! Havde det ikke været for skammen over, at mine venner skulle stemple mig som løgner, havde jeg ikke fortalt sandheden om ham, da han spurgte mig. Men jeg fandt det skammeligt at blive kaldt en løgner af mine venner, så jeg fortalte sandheden.’
    ‘Så sagde han til sin tolk, "Spørg ham, hvilken slags familie han tilhører." Jeg svarede, "Han tilhører en ædel familie iblandt os." Han sagde, "Har nogen iblandt jer nogen sinde hævdet det samme før ham?" Jeg svarede, "Nej." Han sagde, "Har I nogen sinde oplevet, at han har løjet, før han fremsatte sin påstand?" Jeg svarede, "Nej." Han sagde, "Var nogen af hans forfædre konge?" Jeg svarede, "Nej." Han sagde, "Er det de adelige eller de svage, der følger ham?" Jeg svarede, ‘Det er de svage, der følger ham." Han sagde, "Bliver der flere eller færre af dem?" Jeg svarede, "Der bliver flere." Han sagde, "Er der nogen iblandt hans tilhængere, som bliver utilfredse og forkaster hans Deen?" Jeg svarede: "Nej." Han sagde, Bryder han sine løfter?" Jeg svarede: "Nej, men vi holder våbenhvile med ham og er bange for, at han bryder den."

    Abu Sufyan sagde,

    Bortset fra den sidste sætning kan jeg ikke sige noget dårligt om ham.’
    ‘Så spurgte Kejseren, "Har I nogen sinde været i krig mod ham?" Jeg svarede, "Ja." Han sagde, "Hvordan endte jeres slag mod ham?" Jeg svarede, "Somme tider sejrede han, og somme tider gjorde vi." Han sagde, "Hvad kræver han af jer?" Jeg sagde, "Han siger, vi skal tilbede Gud alene, og ikke tilbede andre end Ham, og forlade alt, hvad vore forfædre tilbad. Han siger, vi skal bede og give almisse, være kyske, holde vore løfter og levere det tilbage, som man har betroet os. "

    ‘Da jeg havde sagt det, sagde Kejseren til sin tolk, "Sig til ham: Jeg spurgte dig ud om hans slægt, og du svarede, at han var ud af en ædel familie. Faktisk er alle sendebudene kommet fra de ædleste slægter i deres folk. Og så spurgte jeg dig, om nogen anden iblandt jer har hævdet noget sådant, og du svarede benægtende. Hvis svaret havde været bekræftende, ville jeg have troet, at manden hævdede noget, som nogen havde hævdet før ham. Da jeg spurgte dig, om I nogen sinde har oplevet ham lyve, svarede du benægtende, så jeg tog for givet, at en person, der aldrig løj over for mennesker, aldrig kunne lyve om Gud. Så spurgte jeg dig, om nogen af hans forfædre var konge. Dit svar var benægtende, og hvis det havde været bekræftende, ville jeg have troet, at denne mand ønskede at kræve sine forfædres kongemagt tilbage. Da jeg spurgte, om det var de adelige eller de svage, der fulgte ham, svarede du, at det var de svage, der fulgte ham. Sådan er de, der følger profeterne. Så spurgte jeg dig, om der bliver flere eller færre af dem, der følger ham. Du svarede, at der blev flere. Sådan starter den sande tro, før den bliver fuldt udbredt (i alle henseender). Jeg spurgte dig, om der var nogen iblandt hans tilhængere, som blev utilfredse og forkastede hans Deen; og du svarede benægtende. Dette er tegn på sand tro, for når glæden ved den rører hjertet og fylder det helt, vil ingen være utilfreds med den. Jeg spurgte dig, om han nogen sinde havde brudt et løfte. Du svarede benægtende. Og sådan er profeterne; de bryder aldrig deres løfter. Da jeg spurgte dig, om I havde ført krig mod hinanden, svarede du ja, og at han somme tider sejrede, og somme tider gjorde I. Sandelig, sådan er profeterne; de bliver sat på prøve, og den endelige sejr er altid deres. Så spurgte jeg dig, hvad han krævede af jer. Du svarede, at han sagde, at I skulle tilbede Gud alene og ikke tilbede andre ved siden Ham, forlade alt, hvad jeres forfædre tilbad, bede bønner, tale sandt, være kyske, holde jeres løfter, og levere det tilbage, som I har fået betroet. Det er i sandhed typiske egenskaber for en profet, som jeg vidste ville komme, men jeg vidste ikke, at han ville være en af jer. Hvis det, du siger, er sandt, vil han meget snart besætte jorden under mine fødder, og hvis jeg følte mig sikker på at nå frem til ham, ville jeg straks gå ham i møde; og hvis jeg var hos ham ville jeg helt sikkert vaske hans fødder. "
    Abu Sufyan sagde,

    Kejseren bad så om brevet fra Guds sendebud, og det blev læst op. Der stod: "I Guds navn, den Alnådige og Albarmhjertige) Fra Muhammed, Guds tjener og sendebud, til Heraclius, romernes hersker. Fred være med dem, der følger troen. Jeg opfordrer jer til at konvertere til islam. Accepter islam, og du vil være fredet; accepter islam, og Gud vil belønne dig to gange. Men hvis du afviser denne opfordring, vil du gøre dig skyldig i at vildlede dine folk. O Bogens folk! Lad os give hinanden et løfte om, at vi tilbeder Gud, og at vi ikke tilbeder andre ved siden af med Ham; og at ingen af os tager nogen som guder ud over Gud. Hvis de vender sig bort, så sig: I skal bevidne, at vi er dem, der har underkastet os (Gud)" (3:64)

    Abu Sufyan sagde,

    ‘Da Heraclius var færdig med at tale, lød der høje råb fra dem, der var omkring ham af embedsmænd, og der var så megen larm, at jeg ikke kunne forstå, hvad de sagde. Så vi fik ordre til at forlade salen.’

    ‘Da jeg var kommet udenfor sammen med mine venner og vi var alene, sagde jeg til dem, ”Sandelig, Ibn Abi Kabshas (dvs. profetens) sag har vundet frem. De blondes hersker frygter ham.”’

    Abu Sufyan sagde:

    ‘Ved Gud, jeg blev underdanig og overbevist om, at hans Deen ville sejre, indtil islam trængte ind i mit hjerte.' (Bukhari #2782)

  • Fødested og barndom:

    Profeten (s) blev født i år 571 (ifølge den gregorianske kalender) i Quraish-stammen [der var anset, respekteret og hædret af alle arabere] in Mekka [der blev anset for at være det religiøse centrum for hele den Arabiske Halvø].

    Araberne tog på Hajj (pilgrimsfærd) til Mekka, hvor de gik rundt om Kaabaen, som blev bygget af profeten Abraham og hans søn Ismael, velsignelse og fred over dem.

    Profeten (s) var forældreløs. Hans far døde, før han blev født, og hans mor døde, da han var seks år. Hans bedstefar, Abdul-Muttaleb, tog sig af ham, og da han døde, tog hans onkel, Abu Taleb, sig af ham. Hans egen og de andre stammer tilbad afguder lavet af træ, sten og endda guld, der var placeret omkring Kaabaen. Folk troede, at disse afguder var herrer over godt og ondt.

    Profeten (s) var et troværdigt og ærligt menneske. Han opførte sig aldrig troløst eller løgnagtigt, og heller aldrig bedragerisk eller forræderisk; han var kendt blandt sine egne folk som 'Al-Ameen', eller ’Den Troværdige’. Folk betroede ham deres værdigenstande, når de tog ud at rejse. Han var også kendt som 'As-Sadeq' eller ‘Den Sandfærdige' for han løj aldrig. Han havde gode manerer, var veltalende og talte pænt. Han ønskede menneskene det gode. Hans folk elskede ham. Folk fra nær og fjern ærede ham og hædrede ham. Og han havde et smukt udseende, der gjorde, at man ikke blev træt af at se på ham. Han havde bogstaveligt talt både en indre og ydre skønhed. Gud, den Ophøjede, beskriver ham: Sandelig, du har en storslået moralsk karakter. (68:4)

    Thomas Carlyle skrev i sin bog: 'Heroes, Hero-Worship and the Heroic in History':

    ‘Men allerede fra en tidlig alder havde han gjort sig bemærket som en tænksom ung mand. Hans venner kaldte ham "Al Ameen, Den Troværdige." En sandfærdig og loyal person; sandfærdig i alt, hvad han gjorde, sagde og tænkte. De bemærkede, at der bag hvert ord, han sagde, lå en dybere mening. En mand af få ord, der var tavs, når der ikke var grund til at sige noget; men det, han sagde, var rammende, vist og oprigtigt; han kastede altid lys over sagen. Dette er den eneste form for tale, der er noget værd! Gennem hele livet fremstår han som et helt igennem solidt, broderligt, ægte menneske. En seriøs, oprigtig personlighed, men også elskværdig, hjertelig, selskabelig, endog spøgefuld – og hans latter var ægte: der er mennesker, hvis latter er lige så uægte som alt andet ved dem; som ikke kan le. En spontan, lidenskabelig og ærlig person! Fuld af naturlige evner, ild og lys; af naturlig værdi, alt var medfødt; han udførte sin opgave i livet – alene, langt ude i ørkenen.'

    Profeten (s) holdt af at være alene i Hira-hulen, før han fik sin åbenbaring. Han opholdt sig der flere nætter i træk.

    Han opførte sig aldrig uforskammet; han drak ikke alkohol, ej heller bøjede han sig for statuer eller gudebilleder, eller aflagde ed ved dem eller ofrede til dem, som hans folk gjorde. Han var en hyrde, der vogtede andres får. Profeten (s) sagde: ‘Alle de profeter, som Gud har sendt, har arbejdet som hyrder.' Hans venner spurgte ham: ’Også du, O Guds sendebud?' Han sagde: 'Ja, jeg passede en fåreflok for folk i Mekka.' (Bukhari 2143)

    Da profeten Muhammed (s) blev 40 år, modtog han en guddommelig åbenbaring, mens han sad i Hira-hulen i Mekka. De troendes moder, A'ishah, i hvem Gud finder behag, sagde:

    Det første, som Guds sendebud modtog, mens han sad i Hira-hulen i Mekka, var gode syner [drømme]. Hver gang han drømte, gik det i opfyldelse og stod klart som morgengryet. Senere begyndte Guds sendebud at foretrække at være alene og meditere. Han tilbragte lange perioder på den måde, inden han vendte tilbage til sin familie. Han tog forsyninger med til opholdet. Da han kom tilbage til sin kone, Khadijah, I hvem Gud finder behag, fik han nye forsyninger og tog tilbage til den samme hule for at fortsætte med at meditere.’

    ‘Sandheden kom til ham, mens han sad i Hira-hulen. Englen Gabriel (a) steg ned til Muhammed (s) og sagde: ‘Læs’. Muhammed (s) svarede: ”Jeg kan ikke læse!“ Gabriel (a) omfavnede Muhammed (s) så kraftigt, at han ikke kunne få vejret, og så slap han ham og sagde: ”Læs!“ Igen svarede Muhammed (s): ”Jeg kan ikke læse!“ Gabriel (a) omfavnede Muhammed (s) for anden gang og sagde: ”Læs!”. Muhammed (s) svarede: ”Jeg kan ikke læse.”, Og så omfavnede Gabriel (a) ham for tredje gang, og derefter slap han ham og sagde: Læs i din Rabbs (Guds) navn! Han, som skabte, mennesket ud af en klump størknet blod: Læs! Og din Rabb er den mest gavmilde. (96:1-3)

    Guds sendebud gik skælvende hjem. Han gik ind og sagde til Khadija: “Dæk mig til! Dæk mig til! Khadija, i hvem Gud finder behag, dækkede Muhammed (s) til, indtil han fik det bedre. Så fortalte han hende, hvad der var sket ham i Hira-hulen. Han sagde, ”Jeg var bange for, at der ville ske mig noget ondt.“ Khadija, i hvem Gud finder behag, beroligede Muhammed (s) og sagde:

    “Ved Gud! Nej! Gud vil aldrig svigte dig! Du er god mod dine slægtninge. Du hjælper de fattige og trængende. Du er gavmild og gæstfri mod dine gæster. Du hjælper folk, som er i nød.“


    Khadija, i hvem Gud finder behag, tog sin mand med hen til sin fætter, Waraqah bin Nawfal bin Asad bin Abdul Uzza. Han var kristen i vankundighedens tid. Han var skriver og skrev Bibelen på hebraisk. Han var en gammel mand, der blev blind i de sidste år af sit liv. Khadija, i hvem Gud finder behag, sagde til sin fætter, ”O fætter hør efter, hvad min mand [dvs. Muhammad ] nu vil fortælle dig!“ Waraqah sagde: ”Hvad er det, du har set, min kære?“

    Guds sendebud fortalte ham, hvad han havde set i Hira-hulen., Waraqah sagde, ”Ved Gud! Det er englen Garbriel (a), som kom til profeten Moses (a). Gid jeg stadig lever, når dit folk fordriver dig fra Mekka!“ Profeten (s) spurgte: ”Vil de fordrive mig?!“ Waraqah bekræftede det og sagde, ”Aldrig har et menneske formidlet et budskab som det, du har fået pålagt, uden at hans folk har bekriget ham – hvis jeg kommer til at opleve det, vil jeg støtte dig fuldt ud.”
    Waraqah levede kun i kort tid efter denne hændelse og døde. For en tid kom der heller ikke flere åbenbaringer.’ (Bukhari #3)
    Det kapitel i Koranen, der er citeret i ovennævnte Hadith (beretning) markerer begyndelsen til hans virke som profet. Gud, den Ophøjede, åbenbarede dette for ham: O du (Muhammed) indhyllede (i tæpper); Rejs dig og advar! Og ophøj din Rabb (Gud)! Og gør dine klæder rene! Og forsag alle ugerninger! (74:1-4)
    Dette kapitel i Koranen markerer begyndelsen til hans virke som sendebud.

    Med åbenbaringen af dette kapitel i Koranen begyndte profeten (s) at forkynde islam for sine folk åbenlyst. Han begyndte med sit eget folk i Mekka. Nogle af dem nægtede hårdnakket at lytte til ham, fordi han forkyndte noget for dem, som de ikke havde oplevet før, og som vedrørte alle deres livsanliggender.

    Islam er et fuldstændigt sæt leveregler, der vedrører religiøse, politiske, økonomiske og sociale anliggender. Islam opfordrede dem ikke kun til at tilbede Gud alene og til at forsage alle afguder; den forbød dem også ting, som de fornøjede sig med så som at tage ågerrenter, nyde rusmidler, begå hor og dyrke hasardspil. Den opfordrede også folk til at opføre sig retfærdigt og rimeligt over for hinanden, og til at indse, at de ikke adskilte sig fra hinanden andet end gennem fromhed. Hvordan skulle Quraish [den ædleste stamme blandt araberne] kunne acceptere at blive behandlet på lige fod med slaverne!! Ikke blot nægtede de hårdnakket at acceptere islam; men de skadede ham også og bagvaskede ham og kaldte ham en galning, en troldmand og en løgner. De kaldte ham ting, som de ikke ville have kaldt ham, før han begyndte at forkynde islam. De opildnede de uvidende masser mod ham og chikanerede og skadede ham. Abdullah b. Masood, i hvem Gud finder behag, sagde:

    ‘Mens profeten (s) stod og bad nær ved Kaabaen, sad en gruppe fra Quraish-stammen i deres forsamling, og en af dem sagde: ’Kan I se den hykler? Vil en af jer hente skidtet og møget og de blodige indvolde fra en eller andens kamel, og vente, til han kaster sig til jorden, og så anbringe det mellem skuldrene på ham? Den ondeste af dem meldte sig frivilligt, og da profeten (s) kastede sig til jorden, lagde han skidtet mellem skuldrene på ham, men profeten (s) blev liggende. De lo så meget, at de var ved at falde om. Nogen gik hen til Fatima, i hvem Gud finder behag, som var en ung pige, og fortalte hende, hvad der var sket. Hun skyndte sig hen til profeten (s) og så, at han stadig ikke havde rejst sig. Hun fjernede skidtet fra hans ryg, og så vendte hun sig om og forbandede Quraish-folkene. (Bukhari #498)

    Muneeb al-Azdi sagde: Jeg så Guds sendebud sige til folk i vankundighedens tid: ‘Sig, at der er ingen anden gud end Allah, hvis I vil blive belønnet.' Der var nogle, der spyttede ham i ansigtet, kastede jord i hovedet på ham, og nogle blev ved at råbe skældsord efter ham. Da der kom en ung pige med en vanddunk, og han vaskede sit ansigt og hænder, sagde han: 'O datter, frygt ikke, at din far skal blive ramt af fattigdom eller ydmygelse.' (Mu’jam al-Kabeer # 805)

    Urwah b. az-Zubair sagde, ‘Jeg bad Abdullah b. Amr al-Aas fortælle mig om det værste, som afgudsdyrkerne gjorde mod profeten (s), og han sagde: 'Uqbah b. Mu'ait gik hen til profeten (s), mens han bad nær ved Kaabaen, og han tog fat i hans tøj, viklede det rundt om halsen på ham og strammede meget hårdt til. Abu Bakr, i hvem Gud finder behag, skyndte sig hen og greb fat i skulderen på Uqbah, skubbede ham væk og sagde: ’Vil I dræbe en mand, som erklærer, at Gud er hans Rabb, og kommer med klare tegn fra jeres Rabb?' ' (Bukhari 3643)

    Disse hændelser afholdt ikke profeten (s) fra at fortsætte sin Da'wah (forkyndelse). Han opsøgte de mange stammer, der kom til Mekka på pilgrimsfærd, og forkyndte islam for dem. Ganske få fra Yathrib, som i dag hedder Medina, troede på ham og lovede at støtte og beskytte ham, hvis han kom til Medina. Han sendte Mus'ab b. Umair, i hvem Gud finder behag, med dem, for at lære dem om islam. Efter al den undertrykkelse og afvisning, som han og de jævne folk, der troede på ham, blev udsat for fra deres egne, gav Gud ham tilladelse til at udvandre til Medina. Folkene i Medina modtog dem på bedste vis. Medina blev hovedstad i den islamiske stat og det punkt, hvorfra Da’wah (budskabet om islam) blev udbredt.

    Profeten (s) slog sig ned der og lærte folk at læse op af Koranen og de islamiske love. Indbyggerne i Medina blev dybt bevæget og rørt over profetens ædle moral og fornemme egenskaber. De elskede ham højere, end de elskede sig selv; de kappedes om at tjene ham og brugte alt, hvad de ejede, på hans sag. Samfundet var stærkt, og dets medlemmer var rige på Iman (tro), og de var overvældede af lykke. Folk elskede hinanden, og der blev knyttet kærlige og broderlige bånd imellem dem. Alle mennesker var lige; de rige og de fattige, de adelige og de jævne, de hvide og de sorte, araberne og ikke-araberne – de blev alle anset for lige i Guds Deen (islam), der blev ikke skelnet mellem dem undtagen efter deres fromhed. Et år efter at profeten (s) slog sig ned i Medina, begyndte konfrontationerne mellem ham og hans folk fra Quraish, som blev misfornøjede med, at hans Da'wah var blevet udbredt så vidt, og derfor tog til et sted nær Medina ved navn Badr, hvor det første slag i islam fandt sted (Badr-slaget). Dette slag stod mellem to grupper, der var ulige med hensyn til antal og udstyr. Muslimerne talte 314; mens afgudsdyrkerne talte 1000 mand. Gud skænkede profeten (s) og hans venner sejren. Efter dette slag fandt der flere slag sted mellem muslimerne og afgudsdyrkerne. Efter otte år kunne profeten (s) mobilisere en hær på 10,000 mand. De drog til Mekka og erobrede den, og dermed besejrede han sit folk, som havde chikaneret ham og tortureret dem, der fulgte ham, så grusomt, at de blev tvunget til at forlade deres ejendele, børn og hjem. Han tilføjede dem et sviende nederlag, og det år blev kaldt ’Erobringens År.' Gud, den Ophøjede, siger: Når Guds sejr og erobringen er kommet, og du ser folk i store mængder tilslutte sig Guds Deen (dvs. islam), så lovpris din Rabb og bed Ham om tilgivelse. Sandelig, Han accepterer altid anger. (110:1-3)

    Så samlede han folkene i Mekka og sagde til dem:‘Hvad tror I, jeg vil gøre med jer?' De svarede: ‘Du vil kun gøre noget godt; du er en gavmild broder og en gavmild nevø.' Profeten (s) sagde: ’Gå – I kan frit gøre, hvad I vil. (Baihaqi #18055)

    Det var årsagen til, at mange af dem tog islam til sig. Profeten (s) vendte derefter tilbage til Medina. Efter nogen tid ville profeten (s) tage på pilgrimsfærd, så han drog mod Mekka sammen med 114,000 tilhængere og gennemførte Hajj. Denne Hajj er kendt som 'Haj'jatul-Wa'daa' eller ‘Afskeds-hajj', eftersom det var profetens (s) sidste pilgrimsfærd.

    Profeten (s) døde i Medina på en mandag, den 12. dag i Rabi ath-thani i det 11. år efter Hijrah (udvandringen til Medina). Profeten (s) blev også begravet i Medina. Muslimerne blev rystet, da de hørte, han var død; Nogle af profetens venner nægtede at tro det! Heriblandt Omar, i hvem Gud finder behag, som sagde: ‘Den, som jeg hører sige, at Muhammed er død, vil jeg hugge hovedet af!' Så rejste Abu Bakr, i hvem Gud finder behag, sig og citerede følgende Koran-vers: Muhammed er mere end blot et sendebud. Andre sendebud er gået bort før ham. Så hvis han skulle dø eller blive dræbt, ville I så vende jer bort (fra islam)? Og den, som vender sig bort, vil ikke skade Gud; men Gud vil belønne de taknemmelige. (3:144)

    Da Omar, i hvem Gud finder behag, hørte dette vers, holdt han op, for han var meget ivrig efter at rette sig efter Koranen. Profeten (s) blev 63 år.
    Han boede i Mekka i 40 år, før han blev profet. Efter han var blevet profet, boede han der i yderligere 13 år, hvor han forkyndte Tawheed (monoteismen) for folk. Så udvandrede han til Medina, hvor han boede i ti år. Han blev ved at modtage åbenbaringer der, indtil Koranen og islams Deen var fuldstændige.

    George Bernard Shaw skrev:
    ‘Jeg har altid agtet Muhammeds religion højt på grund af dens vidunderlige vitalitet. Det er den eneste religion, der ser ud til at have evnen til at tilpasse sig livets skiftende faser, hvorved den appellerer til alle aldre. Jeg har forudsagt om Muhammeds tro, at den ville blive acceptabel i morgen, eftersom den begynder at være acceptabel for Europa i dag. De gejstlige i middelalderen malede, enten af uvidenhed eller fordomme, muhamedanismen i de mørkeste farver. De havde faktisk lært at hade både mennesket Muhammed og hans religion. For dem var Muhammed en anti-Krist. Jeg har studeret ham, det vidunderlige menneske, og efter min mening er han langtfra en anti-Krist, men må snarere kaldes menneskehedens frelser.’ ( Seerah-encyklopædien (biografi), af Afzalur Rahman. )

  • Beskrivelse af profeten (s)

    Hind Abu Haalah at-Tamimi, i hvem Gud finder behag, beskriver profeten (s) på følgende måde:
    Guds sendebud e var et fantastisk og fremragende menneske. Hans ansigt lyste som fuldmånen. Han var middelhøj, ikke for høj og ikke for lille. Han havde et stort hoved, og hans hår bølgede. Han havde skilning, hvis hans hår blev langt, men normalt gik hans hår ikke længere end til øreflipperne. Han var ved godt helbred. Hans pande var bred. Hans øjenbryn var naturligt velformede, og voksede ikke sammen. Der var en åre mellem hans øjenbryn, der svulmede op, når han blev vred. Hans næse var lige og havde et særligt skær. Næseryggen var en lille smule høj. Han e havde et tykt skæg med bløde kinder. Hans mund var en lille smule bred. Han havde overskæg. Han havde mellemrum imellem tænderne. Hans hals var velformet som på en dukke, og den var skinnende hvid. Han e var almindelig af bygning og meget stærk. Hans mave og bryst var lige. Hans bryst og skuldre var brede. Han havde kraftige led. Hans hud var hvid. Han havde hår fra enden af brystbenet og ned til navlen. Han havde ikke hår på selve brystet, men hans arme og skuldre var behårede. Hans underarme var store, og hans håndflader var brede. Både hans hænder og fødder var korte, og hans fingre var af middel længde. Hans fødder var flade og glatte; fordi hans fødder var glatte, ville vandet ikke kunne stå stille på dem. Han gik med solide skridt og på en elegant måde; han løftede fødderne og slæbte ikke på dem. Når han e vendte sig om, vendte han sig med hele kroppen [og ikke kun med halsen og hovedet]. Han sænkede blikket hele tiden. Han så ned i jorden oftere, end han så op mod himlen. Han kastede ofte et kort blik på tingene [i stedet for at stirre på dem]. Han hilste på andre, før de hilste på ham.’

    Der var en, der sagde: ’Beskriv hans måde at tale på.' Hind sagde: ‘Profeten e virkede sørgmodig det meste af tiden og var ofte i dybe tanker. Han hvilede aldrig helt og talte kun, når det var nødvendigt. Når han talte, indledte og afsluttede han altid sine udsagn med Guds navn. Han talte klart og fremsatte kun meningsfulde, præcise og nøjagtige udsagn. Hans udtalelser var meget utvetydige; ingen kunne fordreje hans ord. Han var yderst venlig og hensynsfuld. Han fornærmede aldrig andre. Han var taknemmelig for hver eneste gode ting, som Gud skænkede ham, uanset hvor ubetydelig den virkede; han forklejnede aldrig noget. Han kritiserede aldrig den mad, han smagte, og han roste den heller ikke. Han blev aldrig vred over jordiske ting. Hvis et menneske led uret, blev han meget vred. Hans vrede forsvandt ikke, før den pågældende havde fået oprejsning. Han blev ikke vred, hvis han selv led uret, og han hævnede sig heller ikke. Når han pegede, pegede han med hele hånden; når han blev overrasket, vendte han hånden. Når profeten e talte, bankede han i højre håndflade med venstre tommelfinger. Når han blev vred, vendte han ansigtet væk, og når han blev glad og lykkelig, sænkede han blikket. Hans latter var oftest i form af smil. Når han smilede, kom hans tænder til syne som hagl.'

    Al-Hasan sagde: ‘Jeg fortalte ikke al-Hussain om det (beskrivelsen af profeten) i et stykke tid, men han havde allerede spurgt sin far (profetens fætter og svigersøn, Ali ,) om detaljerne. Al-Hussain sagde: ’Jeg spurgte min far om, hvor meget tid profeten e brugte på sin familie, og hvordan han fordelte sin tid.’ Han svarede: ‘Han inddelte sin tid i tre dele; den ene del brugte han på Gud, den anden på sin familie, og den tredje fordelte han mellem sig selv og sit folk. Han holdt ingen råd eller vejledninger skjult for nogen af dem. Den tid, han havde afsat til sin Ummah (nationen) brugte han på at tage sig af deres ønsker alt efter deres religiøse status og behov. Han havde travlt med at lære dem, hvad der var til gavn for dem selv og deres Ummah, og ved at oplyse dem om, hvad de havde brug for at vide. Han sagde til dem: ‘Lad dem, der er til stede, formidle (det, de har lært) til dem, som er fraværende, og orientere mig om forespørgslerne fra dem, som er forhindret i at komme til min forsamling, for: ’Den, der informerer herskeren om en persons behov, vil Gud give en fast gang på broen på Dommedag.'

    Al-Hussain sagde også, ‘Jeg spurgte min far om, hvordan profetens e adfærd var uden for hjemmet?’ Han sagde, ‘Han varede sin mund [for unyttig tale], undtagen når det var noget, der var relevant for hans folk, og som førte dem sammen frem for at skille dem ad. Han ærede den mest storsindede i hver stamme, og han udpegede dem til at være overhoveder for deres folk. Han advarede folk mod det onde, og tog sig selv i agt for det, uden at han dog nogen sinde så vredt på et andet menneske. Han så efter, om hans venner havde det godt, og han spurgte folk selv, hvordan de havde det. Han opfordrede til at gøre de gode ting endnu bedre. Og han gjorde det grimme endnu grimmere i folks øjne. Han e var mådeholden i alle henseender. Han forspildte aldrig en lejlighed til at formane sine venner og give dem ærligt mente råd. Han e var forberedt på enhver situation, og forsvarede altid retten, og overtrådte den aldrig. De folk, der sad tættest på ham, var de bedste iblandt dem. De bedste hos ham var dem, der gav de bedste råd. De, der rangerede højest, var dem, der gav den bedste hjælp og støtte.

    Al-Hussain sagde: ‘Jeg spurgte min far om profetens e forsamling, og han sagde, ’Guds sendebud e rejste sig aldrig op eller satte sig ned uden at ihukomme Gud. Han forbød dem at reservere en bestemt plads til en bestemt person, så den person anså pladsen som sin. Han satte sig på den første ledige plads. Han påbød andre at gøre det samme, når de kom til en forsamling. Han fordelte sin tid ligeligt og retfærdigt mellem sine venner, som sad sammen med ham. Den, der sad sammen med profeten e følte, at han var den, der stod ham nærmest. Hvis en person kom til ham med en forespørgsel, skyndede han ikke på ham, men lod personen gøre sin anmodning færdig og gå, når han ønskede det. Profeten e sendte ingen væk tomhændet; han sagde endda noget pænt til ham, hvis han ikke kunne opfylde ønsket. Han havde et stort hjerte og et åbent sind. Han blev opfattet som en venlig og kærlig far for alle; for ham var alle mennesker lige. Hans forsamlinger var præget af overbærenhed, anstændighed, tålmodighed og troværdighed. Ingen hævede stemmen, af ærefrygt for Guds sendebud e. Og ingen talte ondt om nogen i hans nærvær. De forholdt sig ydmygt over for hinanden og respekterede de ældre og var barmhjertige over for de unge, de var uselviske over for folk i nød, og de respekterede den fremmede.'

    Al-Hussain sagde: ‘Jeg spurgte min far om, hvordan profeten blev betragtet på forsamlingen, og han sagde: ‘Guds sendebud e var altid smilende. Han var yderst venlig og omsorgsfuld. Han var aldrig grov. Han hævede aldrig stemmen offentligt og talte heller aldrig sjofelt. Han bagtalte aldrig nogen. Han skamroste aldrig nogen. Han skuffede aldrig nogen. Han undgik tre ting; formålsløs diskussion, at tale for meget og at blande sig i ting, der ikke betød noget for ham. Han undgik også tre andre ting; han talte aldrig ondt om nogen, han hånede aldrig nogen, han omtalte aldrig nogens fejl over for andre, og han kritiserede aldrig nogen. Han talte kun om ting, som han håbede at blive belønnet for. Når han talte, så hans venner ned [af ærefrygt]. Når Guds sendebud e var færdig med at tale, talte hans venner. De skændtes aldrig foran ham. Når en af hans venner talte, lyttede de andre, indtil han var færdig. Han grinede, når de grinede, og undrede sig over det, de undrede sig over.

    The Prophet's beloved wife, A'ishah, said of her selfless husband:“He always joined in household chores and would at times mend his clothes, repair his shoes and sweep the floor. He would milk, tether and feed his animals.” (Bukhari)

    Guds sendebud e udviste en enorm tålmodighed, når han lyttede til en fremmed, der talte med en vanskelig accent eller dialekt. Han stillede ikke nogen spørgsmål, før den pågældende havde talt ud. Guds sendebud e opfordrede sine venner til at hjælpe den, der søgte hjælp hos ham. Han afbrød aldrig en, der talte, før den pågældende havde talt ud og selv holdt op med at tale, eller hvis personen rejste sig for at gå. Han tog ikke imod ros, med mindre den blev fremsat af taknemmelighed.’(Baihaqi)